Hvad skal du poste på sociale medier?
3 gode spørgsmål du kan stille dig selv

facebook

Hvis du lige er begyndt at bruge sociale medier til din virksomhed, kan det være svært at finde på indhold, som du kan dele med dine følgere. 

Ja, selv hvis du har brugt mediet i et stykke tid, kan det være svært at hele tiden at komme op med nye ideer.

Før vi taler om indholdet, så lad os lige se på, hvilke typer indhold du kan vælge imellem.

Hvilke indholdstyper kan du vælge på Facebook?

De fire mest brugte typer af indhold på Facebook er:

  • Billedopslag
  • Videoopslag
  • Tekstopslag
  • Linkopslag

Der findes andre typer af opslag, som du kan veksle mellem, men hvis du som tommelfingerregel skifter mellem disse fire typer, så går du ikke galt i byen.

Er der forskel på videoopslag og Facebook live?

Et ledende spørgsmål :-)

Svaret er JA og NEJ.

På den ene side er en Facebook Live-udsendelse jo en video, men Facebook behandler de to typer af indhold forskelligt.

En Facebook Live-udsendelse får typisk et boost i rækkevidde imens den er live, hvorefter rækkevidden falder.

Det giver god mening, for de fleste kan bedst lide at se med, imens nogen går live.

Anderledes er det med videoer, som er uploadet direkte til Facebook.

Videoer (især hvis det lykkes dig at skabe en populær video) dør ikke på samme måde som en Facebook Live.

Derfor kan det anbefales, at du laver nogle videoer, som er 'tidløse' - det vil sige, at deres budskab eller indhold sagtens kan ses igen om fire måneder eller fire år f.eks.

Det er en god ide at skifte mellem de forskellige indholdstyper og at være konsekvent. Det vil sige, at du f.eks. altid poster billedopslag om morgenen og videoopslag om eftermiddagen (eller hvordan din rytme nu er).

Hvad skal du poste på Facebook? 

Ligesom det er en god strategi at mikse de forskellige indholdstyper, er det også rigtig fint at veksle mellem dit eget indhold og indhold, som du deler fra andre sider.

I dansk kontekst skal du være opmærksom på at have tilladelse fra andre virksomheder, hvis du deler deres indhold. (Kilde: Advodan).

Hvilket specifikt indhold du skal poste, afhænger selvfølgelig af hvilken type virksomhed du er, og hvem målgruppen er.

1. Hvad har mine følgere brug for at lære, før de er parat til mit produkt?

Det er det første spørgsmål, du kan stille dig selv. Hvis dine følgere ikke kan se værdien af det produkt / kursus / medlemssite du tilbyder, kan det være fordi der er noget, de ikke forstår endnu.

Du kan med fordel skabe indhold, som informerer og oplyser din målgruppe til at forstå, hvordan dit produkt kan hjælpe netop dem.

2. Hvordan ser et før og et efter ud?

Vi er vilde med før- og efterbilleder. Tænk bare på slankekure og husrenovering.

Men hvordan kan vise den udvikling, hvis det du sælger er et vidensprodukt?

Det er svært at tage et foto af før og efter en kursist forstod en pointe.

Øv dig i at fortælle før- og efterhistorien om dine kunder. Det er interessant for kommende kunder at følge, og hjælper dem til at kunne se sig selv i det du tilbyder.

3. Hvordan kan jeg inspirere eller underholde?

Det sidste spørgsmål er måske det sværeste. Men sagen er, at mange sidder på Facebook for underholdningens skyld.

Hvis du med et opslag, et citat, en video med et stærkt budskab kan inspirere dine følgere, så skaber du en stærk tilknytning, du fremstår troværdig, og det viser noget om, hvem du er.

Hvilket opslag er du blevet inspireret til at lave?

Skriv det i kommentarfeltet og lad os inspirere hinanden til at lave nogle fede opslag til de sociale medier.

Du er velkommen til at følge med på Pen & Pondus :-)

De bedste hilsener

Lene Dybdahl

P.S. I mit nyhedsbrev deler jeg de nyeste artikler på bloggen og gratis ressourcer, som du ikke får andre steder. Tilmeld dig herunder! 

 

Skal du i gang med at lave kurser på nettet, så anbefaler jeg platformen Kajabi.

Du kan tilmelde dig via mit reklamelink ved at trykke på knappen herunder.
Som tak får du mit onlinekursus om at bruge Kajabi.

Få 30 dages gratis prøveperiode hos Kajabi her >>